ENTER er den første lancering i fondens nye, samlede programportefølje. Formålet er at understøtte ambitiøse idéer, der har brug for samarbejde for at blive undersøgt og afprøvet i praksis. Programmet giver derfor plads til møder mellem forskellige erfaringer, fagligheder, steder og perspektiver, der kan teste idéens potentiale og bringe den videre. I efteråret kan programmet søges i perioden 14. september – 16. oktober.

ENTER er udviklet som led i fondens strategi for 2026–2030, Kultur driver fremtidens Norden. Strategien fremhæver kunst og kultur som vigtige drivkræfter, der skaber nye forbindelser, udfordrer etablerede forståelser og bidrager til udviklingen af fremtidens Norden. Det kræver rum for eksperimenter, hvor idéer kan prøves af og tage form i samarbejde med andre.
ENTER giver derfor mulighed for at undersøge en idé, metode eller arbejdsform, før resultatet eller næste skridt står helt klart. Programmet henvender sig til initiativer, der bringer forskellige erfaringer, geografier og praksisser i spil og som har mod til at udfordre vante måder at arbejde på.
Med programmet ønsker vi samtidig at fremme en mere rummelig og udforskende tilgang til det nordiske. Initiativer skal fortsat have en forankring i Norden, men det afgørende er ikke antallet eller omfanget af nordiske partnere. Det centrale er, hvordan forskellige erfaringer, steder og perspektiver bringes sammen gennem samarbejdet, og hvad initiativet kan åbne for i en nordisk sammenhæng.
Lanceringen af ENTER er første skridt i udviklingen af fondens opdaterede programportefølje. Som tidligere meldt ud arbejder vi med at skabe en mere sammenhængende struktur for vores programmer, tilskudsformer og partnerskabsbaserede indsatser.
I ENTER viderefører vi erfaringerne fra fondens tidligere program Opstart, men justerer rammen, så den i højere grad afspejler fondens nye strategi og overordnede principper. Hvor Opstart især har understøttet udviklingen af nye nordiske samarbejdsprojekter, lægger ENTER tydeligere vægt på eksperimentet og den læring, der kan opstå, når aktører afprøver noget sammen.
Fonden vil fremover også arbejde mere systematisk med læring på tværs af programmer og initiativer. Erfaringerne fra ENTER vil derfor indgå i den videre udvikling af fondens tilskudsarbejde og i arbejdet med at fremme kunstens og kulturens rolle i det nordiske samarbejde.
Fonden vil løbende informere om den igangværende udviklingsarbejde og offentliggøre nærmere information om opdaterede programmer og ansøgningsmuligheder.
