Mødet arrangeres i forbindelse med Bokmässan i Göteborg i samarbejde med Göteborg Bokmässa, Västra Götalandsregionen, Litteraturstaden Göteborg og Nordisk Kulturfond.
Det litteraturpolitiske topmøde skal fungere som åbning af Nordens største kulturevent Göteborg Bokmässa, og politikere, forskere, erhvervsliv, forfattere og fagfolk er inviteret til mødet for at styrke den litteraturpolitiske debat, udveksle erfaringer og lære af hinanden i de nordiske lande.
– Det nordiske samarbejde har historisk set været stærkt, ikke mindst på det kulturelle område. Der er initiativer i de nordiske lande, der styrker litteraturpolitikken, men måske har de seneste års pandemi svækket samarbejdet. I disse urolige tider bliver behovet for at pleje et stærkt litterært økosystem endnu tydeligere: Litteraturen beriger individet, og gennem hende beriges samfundet. Efter pandemien bliver det stadig vigtigere at overveje, hvilken litteraturpolitik Sverige og de nordiske lande ønsker for at muliggøre en nordisk litteraturregion, der vokser frem for at stagnere”, udtaler Frida Edman, direktør for Göteborg Bokmässa.
Mødet vil sætte fokus på litteraturpolitiken og dens udfordringer i Norden samt på forskelle i politik og vilkår for litteraturen de nordiske lande imellem. Topmødet kommer også til at centrere sig om skolebibliotekernes forudsætninger og fremtid og boghandleres betydning for bæredygtighed i byer og regioner.
Om nødvendigheden af et kulturpolitisk topmøde siger Nordisk Kulturfonds direktør Benny Marcel:
– I en tid, hvor det nordiske samarbejde intensiveres, kan et topmøde om litteraturpolitik åbne nye døre for alle dem, der allerede er involveret i spørgsmål vedrørende litteratur og læsning. Det gælder bl.a. om at gøre Norden til “den mest bæredygtige og integrerede region i verden”, som de nordiske statsministre besluttede for snart fire år siden. Vi mener, at alle, der beskæftiger sig med litteratur, også kan vise vejen til en ny nordisk offentlighed og et opdateret intellektuelt debatforum“.
Topmødets program bliver offentliggjort i juni. Samtalerne fra scenen vil blive transmitteret live og være tilgængelige for offentligheden via Book Fair Play.
Du kan læse mere om partnerskabet via Göteborg Bokmässas hjemmeside.
Göteborgs bogmesse, afholdes i år den 28. september – 1. oktober 2023. Årets temaer er Jødisk kultur, Byen og Lyden. Læs mere om Bokmässan på www.bokmassan.se