Debatindlæg: “I Norden aner vi ikke, hvem hinanden er”

Dette debatindlæg blev bragt i Politiken den 30. maj 2022. Debatindlægget er skrevet af Benny Marcel, direktør for Nordisk Kulturfond og Lise Bach Hansen, head of programming, Det Kgl. Bibliotek. 

Fire kvinder og en mand rundt om et sofabord var det billede, som statsminister Mette Frederiksen for nylig delte på sin instagramprofil med ordene: »I Norden har vi et helt særligt bånd«. Billedet af de nordiske statsministre, der var samlet i København for bl.a. at tale om vores fælles sikkerhedssituation, var bemærkelsesværdigt. For i en tid, hvor det skandinaviske naboskab først blev sat på hård prøve med drastiske grænselukninger under pandemien for derefter at blive en nødvendighed nu, hvor vi behøver hinanden for et udvidet forsvars- og sikkerhedssamarbejde, må vi ikke undervurdere vigtigheden af en stærkere nordisk samtale.

Rundt omkring os trues og ødelægges demokratiske samfund. Alt for mange steder har autokratiske ledere, der lancerer sig selv som stærke ’mænd’, held til at fremkalde en frygt baseret på en ’dem og os-kultur’, der både har ført til forsøg på statskup i vest under det amerikanske valg og nu krigsførelse i øst. Af samme grund bør vi styrke den fælles debat i vores del af verden. Og vi mener, at det er på høje tid at gøre nu.

Politisk er der heldigvis tegn i tiden på, at de skandinaviske velfærdssamfund orienterer sig mere mod hinanden. Under pandemien øgedes antallet af ministermøder mellem f.eks. Danmark og Sverige. I april mødtes de nordiske samarbejdsministre for at ophæve de hindringer, der fremover kan stille sig i vejen for bevægelighed mellem landene. Samtidig er Finland og Sverige ved at tilslutte sig de øvrige nordiske lande og gå med i Nato. Samarbejde, sikkerhedspolitisk arbejde, fri bevægelighed og ytringsfrihed prøves og omprøves netop nu.

“I dag kender vi kun i begrænset omfang, hvem der sætter dagsordenen i hinandens lande. Det hører til sjældenhederne, at vi involverer os i debatter i nabolandet”

Imens betragter omverdenen os med en blanding af fascination og misundelse, fordi den nordiske velfærdsmodel under pandemien igen viste sin overlegenhed. Vi i de nordiske lande havde forskellige tilgange, men samlet set klarede vi os suverænt meget bedre end alle andre nationer og samfundsmodeller gennem coronakrisen. Vores velfærdssamfund rummer en økonomisk robusthed, der gør, at vi langt hen ad vejen har kunnet håndtere de store økonomiske tab.

De skandinaviske befolkninger er også blandt de mest tillidsfulde i verden. Vi har beundringsværdigt stor tillid til vores regeringer. Så hvor pandemien mange steder i verden udviklede sig til en ideologisk, økonomisk og politisk kampplads, om man skulle vaccineres eller ej, blev spændingerne her forholdsvis små.

Norden tiltrækker også forbrugere fra hele verden. Med prædikatet ’Nordic’ brander erhvervslivet alt fra mad, hotelophold og design. For omverdenen tiltrækkes af det nordiske. Og det gør vi også selv.

I kultur- og medieverdenen bør vi også tænke sammen, bedre og nordisk, mener vi. Og i hvert fald i kulturbranchen vil vi gerne! Det oplever vi i vores daglige arbejde i branchen. Vi mærker det også i det arbejde, vi laver for Øresundsinstituttet, hvor vi er tilknyttet som rådgivere i forbindelse med en serie analytiske rapporter om det dansk-svenske kultursamarbejde. Analyserne undersøger, hvordan der samarbejdes mellem dansk og svensk kulturliv. Ikke blot på tværs af Øresund, men også mellem Stockholm og København. Her dokumenteres et bemærkelsesværdigt dynamisk udbytte af kulturledere og medarbejdere mellem landene. Dørene står på vid gab mellem Kulturdanmark og Kultursverige.

Men vi skal også have medierne til at åbne for og synliggøre forbindelsen. I stedet for at reproducere fordomme, konfliktstof, konfrontations stof efterlyser vi, at nogen tegner det store billede. For hvordan skal vi ellers håndtere de store fælles udfordringer i fremtiden?

Netop håndteringen af fremtidige krisesituationer har Jan-Erik Enestam, tidligere finsk forsvarsminister leveret et bud på. Mellem anbefalinger om vaccineregler og forsvarsalliancer anbefaler han et stærkere nordisk civilt kriseberedskab: »Fasthold og styrk den nordiske identitet, sammenhold og tillid, som danner grundlag for et fælles nordisk civilt kriseberedskab«. De konkrete anbefalinger til de nordiske regeringer, Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd er, at de skal sikre økonomiske midler til det nordiske samarbejde inden for kultur-, forsknings-, fritids- og ungdomssektoren.

Men – mener vi – hvis vi skal samarbejde mere, skal vi også vide, hvem hinanden er.

I dag kender vi kun i begrænset omfang, hvem der sætter dagsordenen i hinandens lande. Det hører til sjældenhederne, at vi involverer os i debatter i nabolandet. Hvorimod der med mediernes notoriske angelsaksiske fokus gives masser af sendeflade og spalteplads til at debattere to hollywoodstjerners voldelige opførsel til oscarprisuddeling. Symptomatisk!

Ligesom det også er symptomatisk og problematisk, hvordan vi ukritisk har importeret wokebevægelsens agendaer én til én fra et amerikansk klassesamfund, fra en hel anden samfundsmodel og kulturarv end vores her i Skandinavien. Men, når vi er ved woke, hvorfor skulle vi så i Danmark bruge så lang tid på at ironisere over første #MeToo-bølge i 2017, som ’svenske’ tilstande?

Vi burde dengang have sagt: Aha! Når noget kan blive så turbulent i Sverige, som strukturelt er bygget op på næsten samme måde som Danmark, så tyder alt på, at der også kunne være et problem her. Skæbnens ironi er, at vi fem år senere kæmper med kolossale danske krænkelsessager. Og tænk, hvis vi i Sverige straks kan lære af de danske erfaringer med, hvordan man håndterer hadprædikanten Paludan. Disse eksempler er ikke ’danske’ eller ’svenske’ tilstande, men fænomener og ytringer, som hører hjemme i en nordisk og ikke national debat.

Engang havde vi en udveksling af ideer, samfundsdebat og kulturelle strømninger mellem de nordiske lande. Det var under det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet, da litteraten Georg Brandes stod i spidsen for en bevægelse, der med udgangspunkt i litteraturen og kunsten satte alle gældende normer og autoriteter til debat. Bjørnstjerne Bjørnsson, Henrik Ibsen, Amalie Skram, August Strindberg, Victoria Benedictsson, Herman Bang, Minna Canth, Henrik Pontoppidan og mange flere genererede nytænkning, opbrud fra romantikken og den dominerende kristelige og idealistiske enhedskultur. Litteraturen var et slags parlament, et debatforum, der blev samfundspolitisk. En eksplosion af kosmopolitiske ideer om frisind og liberale frihedsidealer. Kan man forestille sig noget lignende ske i dag?

 “Vi vil ikke tage del i den idiosynkratiske optagethed af symbolladede forskelle”

Vi mener, at selv om kulturen ikke indgår – og på den måde jo usynliggøres – i det dansk-svenske politiske samarbejde Greater Copenhagen eller i EU’s Interreg-program, bør vi bygge videre på det omfattende samarbejde, som Øresundsinstituttets analyser påviser: Ni af ti kulturaktører har et samarbejde med aktører i andre lande, ofte i Danmark eller Sverige.

Som verden og det geopolitiske landskab ser ud nu, har vi brug for at forstærke kontakten i Norden. Og vi vil ikke tage del i den idiosynkratiske optagethed af symbolladede forskelle, som afsporer debatter og fremelsker nationale fordomme. Fragmentering og segmentering er autokratiernes propagandasprog. Vores sprog bør være nysgerrigt, inkluderende og inviterende.

Vi ønsker os derfor intet mindre end en ny nordisk renæssance med en meget stærkere nordisk offentlighed, hvor kultur- og medielivets aktører går i dialog med hinanden og inviterer hinanden ind. Uanset om emnet er klima, kunst, bæredygtighed, ulighed, krig og fred. Vi skal naturligvis fortsat udvikle vores internationale og globale kontakter, men ikke nødvendigvis først flyve til L.A. for at få inspiration til, hvad vi skal mene om verden.

Vi kan starte med at tage toget til Stockholm, København, Oslo og Helsinki.