Andet møde i serien af netværksmøder ‘Curated Conversations’ fandt sted på Kulturcenter Hanaholmen, Finland den 14-15 november. Her diskuterede og videreudviklede deltagere fra alle nordiske lande på emnet kunstnerisk frihed.
Netværksmødet ‘Curated Conversations’ på Hanaholmen blev arrangeret af tænketanken a/nordi/c, i samarbejde med Nordisk Kulturfond og Hanaholmen som et led i et større partnerskab, der gennem en serie af netværksmøder skal stimulere en diskussion om, hvordan vi udvikler på nordisk kulturpolitik og kunstens rammer i dag.
Til netværksmødet diskuterede 35 håndplukkede kunstnere, kulturinstitutioner, politiske institutioner, forskere og kulturjournalister emnet kunstnerisk frihed.
Netværksmødet centrerede sig om to tematiske spor: ‘digital ambivalens’ og ‘censur og selvcensur’. Det første spor fokuserede på de muligheder og begrænsninger, som den digitale tidsalder har medført for kunstneren, og på hvilke måder det digitale både kan give magt til, men også undertrykke kunstneren i en era af web 2.0 og web 3.0. Det andet spor centrerede sig om konkrete sager, hvor kunstnere er blevet underlagt censur, samtidig med at det afsøgte, på hvilke måder kunstnere pålægger sig selv bånd for at imødekomme og tilfredsstille interessenter, publikum og kommissionærer.
Gennem et brud med de traditionelle møde- og workshopsformater, søgte netværksmødet at skabe nye metoder til at udvikle kunst- og kulturpolitik og stimulere nye grundlag for debatten om kunstnerisk frihed i norden. De kuraterede samtaler foregik blandt andet i små fora, hvori der blev eksperimenteret med formaterne for samtale og debat.
Udover Hanaholmen, Nordisk Kulturfond og a/nordi/c består partnerskabsprojektet af de nordiske kulturcentre Nordens Hus på Færøerne, Nordens Hus i Reykjavik, Nordens Institut på Åland og Nordens Institut i Grønland. Det er projektets ambition, at der skal afholdes ét møde på hver af de kulturhuse/kulturinstitutioner, som indgår i partnerskabet.
Første netværksmøde blev afholdt på Færøerne i juni 2022. Du kan læse mere om det her.
Du kan læse mere om partnerskabsprojektet på fondens hjemmeside.