Globus Call er den nyeste del af fondens store Globus-initiativ 2020-2024. Programmet kan søges gennem årlige ansøgningsrunder. Den første ansøgningsrunde åbner den 6. juni og slutter den 3. oktober 2022.
Formålet med programmet er at give kunstnere og kulturaktører mulighed for at engagere sig i transnationale samarbejder og langsigtede netværk, der strækker sig ud over Norden. I modsætning til fondens andre programmer som Projektstøtte og Opstart er der i Globus intet kriterie om samarbejde mellem de nordiske lande. Tværtimod vil vi støtte projekter, der ikke kan laves i Norden alene.
Med Globus ønsker fonden at imødekomme det stigende behov for at kunstnere kan agere på tværs af grænser og skabe rum for udveksling i komplekse og foranderlige globale miljøer. Intentionen er at møde kunstnere i de kontekster og de positioner de står i, og støtte med tillid og risikovillighed.
Siden Nordisk Kulturfond blev grundlagt i 1966 har vi set, hvordan kunst og kultur kan være med til at overskride grænser og mindske kløfter mellem mennesker. I dag er vores omgivelser i stigende grad påvirket af globale omvæltninger og tendenser. Disse strømninger påvirker direkte kunsten og den kulturelle sektor – både ved at tilvejebringe udfordringer men også ved at tilbyde kunsten og kulturen muligheden for at påtage sig en transformativ rolle og se ud over faste kategorier. Med Globus vil vi understøtte kunstens grænseoverskridende karakter og dens evne til at skabe og opretholde forbindelser på tværs af forskellige kontekster, siger Benny Marcel, direktør for Nordisk Kulturfond.
Globus vil støtte kunstneriske og kulturelle samarbejder, som i deres praksis sigter efter at transcendere og udvide kulturelle, sociale, historiske geografiske og disciplinære grænser. Programmet opfordrer hermed til opbygning af tværgående samarbejder og netværk, som søger nye perspektiver gennem transkulturel og -lokal udveksling og udvikler dialog på tværs af kontekster.
Programmet er åbent for projekter, der arbejder med eksperimenterende tilgange og metoder og stræber efter at udforske interaktioner mellem det lokale og det globale.
Gennem Globus ønsker fonden at udfolde en mere inkluderende og rummelig forståelse af at arbejde nordisk. Her defineres det nordiske ikke som et samarbejde mellem nationalstater, men som en idé eller kontekst, der ikke er bundet af grænser og kan udforskes gennem kunsten og kulturens møder i og rundt om i verden.
Projekterne skal have en klar kobling og/eller relation til den nordiske region i form af samarbejdspartnere, temaer eller aktiviteter, men skal ikke kunne udvikles i de nordiske lande alene.
Vi inviterer ansøgere fra alle dele af verden til at søge gennem vores Call. Ansøgere kan være enkeltpersoner, grupper, foreninger, virksomheder, offentlige eller private organisationer eller institutioner.
Efter fristen vil fonden indlede en dialog med udvalgte projekter og ansøgere, inden den endelige udvælgelse. Projekter, der ikke er udvalgt til yderligere dialog, vil blive informeret i løbet af oktober.
Den endelige udvælgelse af projekter til programmet forventes at blive annonceret i november/december 2022.
Som en del af Globus vil fonden facilitere et netværk på tværs af de projekter, som har opnået støtte gennem programmet. Det vil inkludere udvikling af strukturer og online-fora for videre vidensudveksling på tværs af de involverede partnere og mellem de enkelte projekter og fonden.
Siden 2020 har fonden uddelt støtte til etablerings- og researchfaser i gensidige globale samarbejder gennem delprogrammet Globus Opstart.
På vores hjemmeside kan du læse mere om projekter, der har modtaget støtte.