To gange om året kan du søge om Projektstøtte til projekter, der bygger på og udvikler samarbejder på tværs af Norden. Projekter må også gerne inddrage partnere fra andre lande.
Ansøg om støtte på op til
500.000 DKK
Behandlingstid
ca. 8 uger efter fristen
Nordisk Kulturfonds Projektstøtte har til formål at stimulere udviklingen af kunst- og kulturlivet i Norden og styrke forskellige aktørers nordiske forbindelser. De nordiske lande er: Danmark, Finland, Færøerne, Grønland, Island, Norge, Sverige og Åland.
Kulturaktører, kunstnere, offentlige og private organisationer, foreninger mm., også fra udenfor Norden og uanset nationalitet kan søge om Projektstøtte.
Det centrale greb i de ansøgte projekter skal være et samarbejde om projektet: En fælles indsats fra aktører på tværs af landegrænser.
Det ansøgte projekt skal have mindst 50 % medfinansiering. Det maksimale beløb, som kan bevilges indenfor Projektstøtte, er 500.000 DKK. Vær dog opmærksom på, at det kun er få projekter, der opnår et tilsagn på 300.000 DKK eller derover.
Nordisk Kulturfond arbejder med en åben og nysgerrig tilgang til kunst- og kulturlivet og interesserer sig for det, der er under udvikling. Vi støtter ofte etablerings- og udviklingsfaser af nye kunstneriske og kulturelle tiltag og netværk. Støtten kan også uddeles til projekter, der bygger på tidligere netværksdannelse eller et tidligere gennemført projekt, hvis der kan ses en tydelig videreudvikling og nytænkning af det eksisterende.
I ansøgningen bedes I dele jeres perspektiver og tilgang til, hvad det nordiske betyder i projektet. I bedes også beskrive de for projektet relevante aktører og projektets bredere omverden.
Er du stadig i gang med at udvikle din projektidé eller etablere samarbejdet, kan Opstart-støtten være relevant for dig.
Ansøgninger vurderes ud fra tre overordnede kriterier og med afsæt i projektets egen kontekst og sammenhæng:
Fonden vurderer projektets kunstneriske og/eller kulturelle ambitioner og indhold samt dets metode og plan for gennemførelse. Der lægges vægt på nytænkning og udvikling, herunder i forhold til evt. tidligere projekter.
Fonden vurderer forankringen hos relevante aktører på tværs af de nordiske lande og samarbejdet i projektet: projektets betydning for de involverede samarbejdspartnerne og deres engagement i projektet.
Fonden vurderer projektets udforskning af forskellige aspekter af det nordiske samt dets betydning for udviklingen af kunst- og kulturlivet set ud fra i projektets omfang og virkefelt. Det nordiske skal fylde mere i projektet end et samarbejde mellem to nordiske lande: Projektet skal som minimum have et bredere nordisk indhold eller målgruppe.
Fonden vurderer, i hvor høj grad budgettet er realistisk og gennemarbejdet i forhold til projektets indhold samt i hvor høj grad de samarbejdsmæssige og nordiske ambitioner afspejles i budgettet. Det er et krav, at min. 50% af budgettet skal komme fra andre kilder end fonden. I alt må indtægter maks. bestå af 85% finansiering fra det officielle nordiske samarbejde (fx Nordisk Kulturfond og Nordisk Kulturkontakt).
Ansøgningen modtages af rådgivere i fondens sekretariat, som sikrer, at ansøgningen følger programmets vurderingskriterier. Dernæst indhenter rådgivere en faglig udtalelse fra fondens eksterne sagkyndige og indstiller ansøgningen til beslutning. Det er fondens direktør, som efter bemyndigelse fra fondens bestyrelse, tager en beslutning om ansøgningen på baggrund af sagkyndigeudtalelsen og sekretariatets indstilling.