Tilskud
ENTER er Nordisk Kulturfonds program for ambitiøse idéer, der gennem samarbejde kan åbne nye perspektiver og sætte noget i bevægelse. Programmet giver plads til at eksperimentere, prøve nye veje og lære undervejs, uden at resultatet behøver at være kendt på forhånd.
I kan søge om op til 50 000 DKK, og der er ikke krav om medfinansiering.

Søg tilskud op til
50 000 DKK
Behandlingstid
5 uger efter fristen
ENTER-programmet er skabt for at give plads til idéer, der skal undersøges, afprøves eller udvikles sammen med andre. Programmet er for jer, der har brug for mødet mellem forskellige erfaringer, fagligheder, steder eller perspektiver for at bringe en idé videre.
ENTER udspringer af vores ambition om at bringe kunst og kultur i spil som drivkræfter, der åbner nye perspektiver, udfordrer etablerede forståelser og bidrager til udviklingen af fremtidens Norden. Det kræver rum for eksperimenter, hvor I kan afprøve jeres idéer og se dem tage form gennem mødet med andre.
ENTER giver derfor mulighed for at undersøge en idé, metode eller arbejdsform, før formen, resultatet eller næste skridt står helt klart. Det afgørende er ikke, at I allerede har alle svarene, men at der er noget relevant at undersøge, udvikle eller lære sammen.
Vi søger initiativer, der bringer forskellige erfaringer, geografier og praksisser i spil, som har mod til at udfordre vante måder at arbejde på, og som både I, vi som fond og andre kan lære af.
For at være berettiget til tilskud gennem programmet skal jeres initiativ have en nordisk forankring og bygge på samarbejde på tværs af grænser. Kunst og kultur skal være en væsentlig del af initiativet, men inddrag også meget gerne andre sektorer, samfundsområder og fagligheder.
Både enkeltpersoner og organisationer kan søge ENTER. I kan komme fra kunst- og kulturlivet eller fra andre fagområder og sektorer, så længe kunst og/eller kultur spiller en central rolle i initiativet.
Ansøgere og samarbejdspartnere kan være baseret både i og uden for Norden. Det afgørende er, at initiativet samlet set har en tydelig og meningsfuld relation til Norden.
Fonden baserer sin beslutning om tilskud på en samlet vurdering af det enkelte initiativ.
Vi ser blandt andet på, hvad initiativet har potentiale for at udvikle eller sætte i bevægelse, hvorfor det er vigtigt, og hvilken betydning det kan have i en nordisk sammenhæng.
Vi vægter ambition og nysgerrighed højt, og læring kan i sig selv være et væsentligt resultat.
Alle tilskudsberettigede ansøgninger bliver vurderet ud fra tre parametre:
Rummer jeres initiativ en tydelig ambition om at undersøge, afprøve eller udvikle noget, som I kan vise er vigtigt? Og hvordan vil I arbejde sammen om det?
Har initiativet potentiale til at skabe nye erfaringer, relationer, arbejdsformer eller grundlag for videre udvikling?
Kan initiativet skabe relevante forbindelser, perspektiver eller muligheder med betydning i en nordisk sammenhæng?
Får vi flere kvalificerede ansøgninger, end vi har mulighed for at give tilskud til, foretager vi en prioritering mellem de kvalificerede projekter. Vi lægger vægt på, at bevillingerne tilsammen skaber mangfoldighed – i perspektiver, geografi, aktører, samarbejder, temaer og metoder.
Vi har ikke en fast definition af, hvad nordisk forankring er. Det kan for eksempel komme til udtryk gennem de samarbejder, temaer eller perspektiver, der indgår i initiativet, men også på andre måder. Vi er åbne for jeres egen forståelse. Det afgørende er, at I kan beskrive, hvad den nordiske forankring består i, og hvorfor den er relevant for jeres initiativ.
ENTER-programmet støtter ikke initiativer, hvis primære formål er:
Vi ønsker, at ENTER skal være tilgængeligt for alle.
I kan derfor søge om op til 25 000 DKK ekstra til særlige omkostninger, for eksempel til logistik, personlige behov for tilgængelighed eller andre forhold, der har betydning for jeres mulighed for at gennemføre initiativet.
Det samlede støttebeløb kan maksimalt være 75 000 DKK.
Hvem kan søge ENTER?
Både enkeltpersoner og organisationer kan søge, og I behøver ikke selv komme fra kunst- og kulturlivet. Kunst og/eller kultur skal dog spille en central rolle i initiativet.
Kan aktører uden for Norden deltage?
Ja. Det afgørende er ikke, hvor deltagerne i jeres initiativ kommer fra eller er placeret, men at initiativet samlet set har en tydelig og meningsfuld relation til Norden.
Hvad mener I med nordisk forankring?
Vi har ikke en fast definition af, hvad nordisk forankring er. Det kan for eksempel komme til udtryk gennem de samarbejder, temaer eller perspektiver, der indgår i initiativet, men også på andre måder. Vi er åbne for jeres egen forståelse. Det afgørende er, at I kan beskrive, hvad den nordiske forankring består i, og hvorfor den er relevant for jeres initiativ.
Hvad mener I med samarbejde på tværs af grænser?
Med samarbejde på tværs af grænser mener vi samarbejde, der bringer forskellige perspektiver, erfaringer og kontekster sammen. Det kan for eksempel være på tværs af steder, fagligheder, sektorer, institutionelle rammer, praksisser eller måder at arbejde på.
Det afgørende er, at samarbejdet er væsentligt for initiativets idé og udvikling, og at det åbner for noget, som ikke ville kunne opstå på samme måde uden mødet mellem forskellige parter.
Kan vi samarbejde med aktører uden for kunst- og kulturlivet?
Ja. Samarbejdet kan gå på tværs af fagområder og sektorer, så længe kunst og/eller kultur spiller en central rolle i initiativet.
Skal alle samarbejdspartnere være på plads, når vi søger?
Nej. I ansøgningen skal I oplyse de samarbejdspartnere, der allerede har bekræftet deres deltagelse. I kan derudover beskrive, hvem I forventer at involvere senere.
Kan vi søge til en workshop, et møde, en researchrejse eller et residency?
Ja, hvis aktiviteten er en del af et initiativ, hvor I undersøger, afprøver eller udvikler noget sammen. Det afgørende er ikke aktivitetens form, men hvordan den bidrager til det, I ønsker at undersøge eller udvikle.
Hvilke udgifter kan tilskuddet bruges til?
Tilskuddet kan bruges til relevante udgifter til initiativets gennemførelse, for eksempel honorarer, rejse, ophold, lokaler og materialer. Der er ikke en fast liste over udgifter, som ikke kan dækkes, men udgifterne skal være relevante for initiativet og ligge inden for programmets rammer.
Hvad skal vi oplyse i budgettet?
I budgettet skal I opliste de forventede udgifter, så det er tydeligt, hvad I søger tilskud til. Der er ikke krav om medfinansiering. Hvis I har søgt eller forventer at søge finansiering fra andre kilder, beder vi jer dog også oplyse det i budgettet.
Skal vi vedhæfte filer til ansøgningen?
Nej. Det er ikke muligt at vedhæfte filer til ansøgningen. I skal derfor ikke indsende for eksempel CV, projektbeskrivelser, støtteerklæringer eller andet supplerende materiale. Det har vi valgt for at gøre det så hurtigt og enkelt som muligt for jer at indsende en ansøgning og for os at behandle den. Vi vurderer jeres initiativ ud fra de oplysninger, I giver i selve ansøgningen.
Hvilket sprog kan vi skrive ansøgningen på?
Som udgangspunkt dansk, norsk, svensk, finsk eller engelsk. Har I behov for at søge på et andet sprog, skal I kontakte fonden på forhånd.
Kan vi indsende mere end én ansøgning?
Ja. I kan indsende flere ansøgninger, men de skal vedrøre forskellige initiativer.
Kan vi være med i flere ansøgninger som samarbejdspartner?
Ja. I kan godt deltage som samarbejdspartner i flere ansøgninger.
Kan vi søge igen med den samme idé, hvis vi får afslag?
Ja. Se i så fald på vurderingsparametrene og overvej, hvordan ansøgningen tydeligere kan vise initiativets ambition og potentiale.
Hvem vurderer ansøgningen?
Jeres ansøgning bliver behandlet af Nordisk Kulturfonds rådgiverteam med udgangspunkt i programmets formål og vurderingsparametre. Som led i ansøgningsbehandlingen kan fondens rådgivere indhente faglige vurderinger fra eksterne sagkyndige. Den endelige beslutning om bevilling eller afslag træffes af fondens direktør, med bemyndigelse fra fondens bestyrelse.
