Som led i implementeringen af fondens strategi for 2026–2030 er vi i gang med at opdatere fondens samlede tilskudsarbejde og programportefølje. Det betyder, at programmerne Opstart og Projektstøtte bliver justeret, og at der i efteråret vil være ændrede ansøgningsfrister, mens fonden konkretiserer de nye rammer for programmerne.

Nordisk Kulturfonds nye strategi, Kultur driver fremtidens Norden, sætter retningen for fondens arbejde frem mod 2030. Strategien bygger på en forståelse af kunst og kultur som afgørende drivkræfter for samfundsudvikling, demokratisk samtale og nordisk samarbejde i en verden i forandring. Som en del af strategiens implementering har fonden vedtaget en række overordnede principper, der skal omsætte strategiens ambitioner til praksis. Principperne handler blandt andet om at bringe kultur i spil som forandringskraft i samfundet, forene nordisk relevans med globalt udsyn, fremme mangfoldighed fra start, skabe rum for risiko og eksperimentering, lære på tværs af indsatser og sikre transparente og enkle processer.
På den baggrund arbejder fonden nu med at opdatere sin samlede bevillingsarkitektur – det vil sige strukturen for fondens samtlige programmer, tilskudsformer og partnerskabsbaserede indsatser. Formålet er at skabe større sammenhæng mellem programmerne og styrke fondens mulighed for at arbejde strategisk, læringsorienteret og langsigtet med de behov, der præger kunst- og kulturlivet i Norden og internationalt.
Udviklingsarbejdet tager afsæt i en grundig gennemgang af fondens eksisterende programmer og arbejdsformer. Videre har vi taget ind erfaringer fra strategiprocessen, evalueringen af temasatsningen Globus og indsigter fra fondens partnerskabsarbejde. Samlet peger indsigterne på behovet for en mere systemisk og helhedsorienteret tilgang til kulturfinansiering, hvor fondens bevillinger kan understøtte både eksperimenterende samarbejder, realisering af konkrete projekter og mere langsigtet kapacitetsopbygning.
Formålet er å fremover bidrage til at udvikle de strukturer, metoder og samarbejder, som kulturlivet får brug for. Det indebærer bl.a. at skabe rum for fælles læring og at bruge finansiering mere strategisk til at styrke et dynamisk og bæredygtigt kulturelt økosystem.
Som følge af udviklingsarbejdet vil der være ændrede ansøgningsfrister for Opstart og Projektstøtte i efteråret.
Fonden vil løbende informere om processen og offentliggøre nærmere information om de opdaterede programmer, kriterier og ansøgningsmuligheder.
Hvorfor videreudvikler Nordisk Kulturfond Opstart og Projektstøtte?
Videreudviklingen sker som en del af implementeringen af fondens strategi for 2026–2030, samt vedtagelsen af nye principper for fondens arbejde og den samlede ramme for fondens tilskudsportefølje. Formålet er at sikre, at fondens programmer bedst muligt understøtter strategiens ambitioner.
Åbner programmerne igen i deres nuværende form?
Nej. Udviklingsarbejdet vil indebære ændringer i programmerne Opstart og Projektstøtte. Nordisk Kulturfond vil dog også fremover tilbyde støtteprogrammer til både mindre og større nordiske samarbejdsprojekter. De opdaterede rammer forventes at blive lanceret i efteråret 2026.
Kan jeg få en forhåndsvurdering af mit projekt?
Nej. Nordisk Kulturfond foretager som udgangspunkt ikke forhåndsvurderinger af projektidéer eller ansøgninger. Da de kommende programændringer fortsat er under udvikling, har vi heller ikke mulighed for at vurdere projekter ud fra de kommende kriterier.
Hvornår kommer der mere information?
De nye ansøgningsfrister, opdaterede programbeskrivelser og vejledninger bliver offentliggjort på hjemmesiden, så snart arbejdet er afsluttet.
