Det er med glæde at vi i dag kan lancere en ny hjemmeside for Nordisk Kulturfond – et projekt, som har været motiveret af at kunne skabe et relevant kendskab til fondens arbejde, aktuelle initiativer og udfoldelse af vores strategi.
Med den nye hjemmeside vil vi også styrke budskabet om vigtigheden af et velfungerende internationalt kultursamarbejde. Når verden er i opbrud, har vi nemlig brug for kunsten og kulturens perspektiv på, hvor vi er på vej hen. Med vores støtteprogrammer, partnerskaber og kulturpolitiske arbejde vil vi Nordisk Kulturfond løfte kunstens og kulturens potentiale i vores samfund og fastholde kunstneres og kulturaktørers mulighed for at udvikle og indgå i nye samarbejder og netværk.
Når vi ser tilbage på året, der er gået, kan vi hurtigt konstatere, at der findes en fornyet og stadigt stigende interesse for det nordiske samarbejde. Efter to år præget af coronapandemien og deraf følgende nedlukninger ser vi et stort behov for at etablere og genaktivere nye og eksisterende kontakter og samarbejdsflader. Dette kan konkret ses i det historisk stort antal ansøgninger og støttede projekter, som deler ambitionen om et dynamisk, eksperimenterende og frit kunst- og kulturliv.
I vores arbejde har det også længe været vigtigt at forbinde det nordiske med bredere internationale og globale perspektiver. En vigtig milepæl i vores indsats med styrket globalt fokus blev i efteråret 2022 opnået gennem afholdelsen af den første store ansøgningsrunde i temasatsningen Globus. Over 200 modtagne ansøgninger, der sammenlagt involverer aktører fra 110 forskellige lande, demonstrerer, hvordan kunst og kultur kan vise vejen for at udforme nye type globale og internationale netværk og samarbejder, der bidrager til nye forståelser af en bære- og levedygtig fremtid. Gennem samarbejder i projekterne bliver Norden flettet ind i brede globale netværk med aktører fra forskellige dele af verden. Vi glæder os til at følge projekternes videre rejse.
Arbejdet i Globus vidner desuden om, at spørgsmålene om kunstnerisk mobilitet, frihed og kulturelle rettigheder ikke kan løses inden for nationale rammer alene, men at de også skal forankres stærkere i den internationale politiske dialog. Her har de nordiske lande mulighed for at gå forrest.
I Norden har det kriseramte år og den forandrede sikkerhedspolitiske situation givet anledning til at videre forstærke og uddybe det officielle nordiske samarbejde, som netop blev opbygget som en fredsopbyggende indsats efter anden verdenskrig. Det kulturelle samarbejde har dannet grunden for denne indsats.
Året 2023 markerer også 58. år for grundlæggelsen af Nordisk Kulturfond. Den 3. oktober i 1966 underskrev de nordiske kultur- og undervisningsministre aftalen om en nordisk fond, der skulle kunne arbejde international både i og udenfor Norden. Intentionen var at skabe et selvstændigt organ, der kunne agere frit og hurtigt.
Det er også det fundament, som vores arbejder bygger på i dag. Vi ser det nordiske kunst- og kultursamarbejde som en væsentlig nøgle for fremtiden, og det er nu vigtigere end nogensinde at sikre, at det vigtige engagement og investering i kunsten og kulturen genetableres som en del af vejen mod en mere integreret og bæredygtig nordisk region.
Benny Marcel
Direktør, Nordisk Kulturfond