Fondens livemusik satsning Puls afrundes i 2023. Den 9. marts samles 47 nordiske koncertarrangører på Færøerne til det sidste årlige netværksmøde.
Formålet med mødet er bl.a. at samle op på og udveksle erfaringer fra arbejdet i Puls samt at diskutere fremtidige retninger for videreudvikling af samarbejderne i netværket og livemusik-området i Norden.
”De årlige møder med koncertarrangørerne har været altafgørende for fondens Puls-satsning. Koncertarrangørerne har gennem Puls-møderne knyttet nye kontakter, udvekslet erfaringer og delt interessante artister med hinanden. Relationerne mellem de nordiske koncertarrangører på tværs af landegrænser kommer til at fortsætte ind i fremtiden – også efter Puls’ afslutning – til glæde for arrangører, artister og publikum i hele Norden. Vi ser frem til at sikre, at det sker, når vi samles i Torshavn,” siger seniorrådgiver i Nordisk Kulturfond og projektleder for Puls Søren Merrild Staun.
Puls har været Nordisk Kulturfonds støtteprogram og musiksatsning i årene 2017 til 2022. Satsningen blev i sin tid udviklet i tæt dialog med nationale kulturråd og nordiske livemusikorganisationer med det formål at undersøge de potentialer, der fandtes i at udvikle livemusikken på nordisk niveau og øge internordisk bevægelighed af livemusikken.
I perioden har Puls uddelt ca. 21 mio. DKK til spillesteder og festivaler i hele Norden, så de har kunnet arrangere koncerter med artister fra andre nordiske lande, end hvor de selv er placeret. Satsningen har således skabt et netværk af koncertarrangører, givet nordiske artister et netværk af nordiske musikscener og givet publikum mulighed for at opleve nordiske artister, de muligvis ellers ikke ville opleve. Puls-netværket består i dag af 53 festivaler og spillesteder fra hele Norden.
Puls har ført til omkring 1000 koncerter i hele Norden med 750 forskellige nordiske artister.
Fonden har i Puls’ sidste periode fokus på at afrunde satsningen og medtage relevante erfaringer i fondens fremtidige arbejde. På det sidste netværksmøde skal arrangørerne også sammen kortlægge muligheder for at videreforankre arbejdet med Puls og at sikre fortsættelsen af de mange forbindelser og samarbejdsrelationer, som Puls har været med til at facilitere.
Mødet på Færøerne vil også danne afsæt for en større erfaringsopsamling og rapport, som publiceres senere i foråret. Formålet er at vise Puls’ aftryk på den nordiske livemusikscene samt at pege på potentialer for, hvordan både fonden og andre aktører kan understøtte livemusikken i Norden bedst muligt i fremtiden.