Ved KLYS’ konference Kulturens växtkraft i Stockholm d. 26.4. og Agenda KULTUR i Örebro d. 3. og 4.5., vil Fonden, sammen med politikere, kunstnere og andre aktører på kulturområdet, drøfte udfordringer og muligheder for fremtidens kulturpolitik og vende vigtige spørgsmål om bæredygtighed og demokrati i kulturen.
KLYS, som er en sammenslutning af professionelle svenske kulturudøvere, har skabt en kulturpolitisk konference, der undersøger emner som kulturskaberes vilkår, kunstnerisk frihed og mangfoldighed i kunsten. På konferencen vil der blandt andet være oplæg, spoken word og livemusik samt en bred vifte af svenske kulturaktører, der vil dele ud af deres viden og erfaringer. Om konferencen skriver KLYS selv:“Det här är årets viktigaste konstnärspolitiska konferens som du inte ska missa! Konferensen genomsyras av KLYS valprogram inför höstens riksdagsval, där vi bland annat tar upp frågor om upphovsrätt, social trygghet, regional konstnärspolitik och mångfald i kulturlivet.”
Kulturens växtkraft finder sted d. 26 april på Moderna Museet i Stockholm.
Agenda KULTUR er en todages konference om kultur- og kulturpolitik i Örebro. Til konferencen vil der være oplæg af flere fremtrædende kulturpersonligheder, heriblandt Nordisk Kulturfonds direktør Benny Marcel, som deltager i et ekspertpanel til samtale om fremtidens kulturpolitik. Til konferencen vil der også være paneldebatter, workshops, forelæsninger og muligheder for at udveksle viden og erfaringer med andre, som har interesse for kulturpolitikken. Konferencen bliver afholdt d. 3-4 maj på Kulturkvarteret i Örebro.