Nordisk Kulturfond lancerer et nyt pilotprogram i samarbejde med kunststøtteorganisationerne i Irland, England, Nordirland, Skotland og Wales.
Northern European Mobility Opportunity (NEMO) programmet vil støtte kunstnerisk udveksling og samarbejde for aktører i hele Norden, Storbritannien og Irland. Programmet er finansieret i fællesskab af de seks støtteorganisationer og vil blive administreret af Nordisk Kulturfond.
Søren Merrild Staun, konstitueret direktør for Nordisk Kulturfond, udtaler:
“Vi er meget glade for at annoncere denne nye mulighed, som afspejler Nordisk Kulturfonds ambition om at skabe nye veje for nordisk og internationalt kultursamarbejde. Gennem dette nye partnerskab med kunststøtteorganisationerne i Irland, England, Nordirland, Skotland og Wales bekræfter vi vores fælles engagement i at styrke mulighederne for kunstnere og kulturaktører til at arbejde på tværs af grænser – selv i usikre tider. Nu mere end nogensinde er det afgørende at styrke alliancer og samarbejde mellem vores nabolande for at opretholde og berige det kulturelle landskab.”
De nordiske lande, Storbritannien og Irland udgør et internationalt fællesskab med stort potentiale for kreative samarbejder. Det er imidlertid blevet vanskeligere at arbejde på tværs af regionen, blandt andet som følge af øgede omkostninger og nye barrierer for mobilitet, som hæmmer internationalt samarbejde. programmet har særligt fokus på individuelle kunstnere og kulturudøvere i de tidlige faser af deres karriere, da denne gruppe har et særligt behov for muligheder og investeringer i den nuværende situation.
Programmet har til formål at fremme internationalt samarbejde, styrke kunstneriske netværk i regionen og opmuntre flere kunstnere til trygt at indgå i internationale partnerskaber. Behovet for sammenhold, samarbejde og gensidig forståelse mellem nabolande er i dag mere presserende end på noget andet tidspunkt i dette århundrede.
Programmet åbner for ansøgninger den 18. august 2025 med ansøgningsfrist den 15. september 2025. Udførlig vejledning og ansøgningsmateriale vil være tilgængeligt på Nordisk Kulturfonds hjemmeside fra juni 2025.
Nordisk Kulturfond administrerer programmet. Ansøgninger kan indsendes af kunstnere i Storbritannien og Irland med henblik på samarbejde med partnere i de nordiske lande (Danmark, Færøerne, Finland, Grønland, Island, Norge, Sverige og Ålandsøerne) – og omvendt. Der kan søges op til 9.000 EUR pr. projekt inden for en samlet budgetramme på cirka 300.000 EUR.
Det nye pilotprogram bygger videre på erfaringerne fra tidligere internationale finansieringssamarbejder mellem partnerne. Det er et konkret resultat af de tættere forbindelser, der over de seneste fem år er blevet opbygget mellem kunststøtteorganisationerne i de nordiske og baltiske lande, Storbritannien og Irland.
Noirin McKinney, Director of Arts Development, Arts Council of Northern Ireland, udtaler:
“Arts Council of Northern Ireland er stolte over at indgå i dette partnerskab med Nordisk Kulturfond og vores kolleger i kunststøtteorganisationerne på disse øer i det nordlige Europa gennem Northern European Mobility Opportunity Programmet. Dette initiativ giver en værdifuld mulighed for vores nye kunstnere til at opbygge internationale forbindelser med deres kolleger i Norden, Storbritannien og Irland gennem kreativt samarbejde – og dermed udvikle og styrke deres kunstneriske ekspertise og erfaring. Jeg vil varmt opfordre kunstnere fra Nordirland til at ansøge, når programmet åbner i august.”
Simon Mellor, Deputy Chief Executive for Arts and Museums, Arts Council England, udtaler:
“Arts Council England er stolte over at være partner i dette spændende nye mobilitetsinitiativ, som skal styrke forbindelser og investeringer i samarbejder mellem nye kunstnere på tværs af fjorten nordeuropæiske lande. Vi er taknemmelige for, at Nordisk Kulturfond står for administrationen af dette vigtige program.”
Maureen Kennelly, Director of the Arts Council Ireland, udtaler:
“Dette nye pilotprogram er en vigtig mulighed for kunstnere i begyndelsen af deres karriere til at skabe relationer, dele idéer og skabe værker på tværs af grænser. Vi er glade for at være en del af dette fælles initiativ, der styrker de kulturelle bånd mellem Norden, Storbritannien og Irland. Sådanne initiativer skaber forbindelser og giver rum til at tænke nye idéer sammen.”
Dana MacLeod, Director of Arts, Communities and Inclusion, Creative Scotland, udtaler:
“Ønsket om kontakt med vores nordiske naboer har været til stede gennem hele vores øs historie – og forbindelsen til Norden er særlig stærk i Skotland den dag i dag. Denne fælles pulje skal fejre, styrke og videreudvikle disse forbindelser, og vi er meget glade for at være partner med Nordisk Kulturfond i dette program.”
Eluned Hâf, Head of Wales Arts International, udtaler:
“Arts Council of Wales og Wales Arts International er stolte over at være partner i dette nye støtteprogram sammen med Nordisk Kulturfond og vores kolleger i Storbritannien og Irland. Vi ser frem til de muligheder, programmet vil give nye kunstnere for at styrke forbindelser og indgå i kreativt samarbejde med internationale partnere.”
Polly Pye – Polly.Pye@artscouncil.org.uk
Georgia O’Connor – Georgia.OConnor@artscouncil.org.uk
Sarah Coburn – scoburn@artscouncil-ni.org
Bridgeen Hughes – Bridgeen.Hughes@artscouncil-ni.org
Joey Kavanagh – Joey.kavanagh@artscouncil.ie
Rebecca Halligan – Rebecca.Halligan@creativescotland.com
Malte Aarup-Sørensen – Malsor@norden.org
Siwan Dafydd – siwan.dafydd@wai.org.uk