Projektet vil udvikle et nordisk netværk for arkæologer, som arbejder med urban arkæologi. Netværket skal blandt andet sikre, at den store mængde aktuel forskning, som findes på området, bliver delt på tværs af Norden.
Vi vil udvikle et nordisk netværk for arkæologer, der arbejder med urban arkæologi – både i praksis, formidlingsmæssigt og som forskningsfokus. Opstarten af den proces skal ske ved at samle interesserede til en tre-dages workshop, der skal fungere som base for dannelsen af et formelt netværk. Idéen er opstået på baggrund af den store aktivitet, der har været – og fortsat er – på området de sidste 10-15 år. Særligt i Norge, Sverige og Danmark har store infrastruktur-projekter i byerne affødt meget store arkæologiske udgravninger, med betydelig kundskabstilvækst og nye arkæologiske perspektiver.
Arkæologi, som har fokus på livet i de nordiske byer, er i rivende udvikling, og derfor er der et stort behov for projekter, der kan samle forskningen og sørge for, at den bliver formidlet til et stort publikum fra det faglige miljø.
Samarbejdspartnere: Kirstine Haase (DK), Hanna Dahlström (SE), Joakim Kjellberg (DK), Chris McLees (NO) and Georg Haggren (FI).