Fonden arbejder for at sikre, at vores kriterier fortsat er aktuelle og kan understøtte udviklingen og fornyelse af kunst- og kulturlivet i de forandrede omstændigheder.
Nordisk Kulturfond følger tæt med i udviklingen af coronasituationen i verden og de tiltag, der er blevet iværksat i de forskellige nordiske lande for at hjælpe kultursektoren gennem krisen. Vi har været i kontakt med mange af vores bevillingsmodtagere og er også fremover imødekommende for alle projektændringer forårsaget af situationen.
I en brydningstid kan netop kunsten være det samlingspunkt, der åbner op og skaber forbindelser. Det, der får os til at reflektere over den verden vi lever i og forstå os selv og vores rolle i verden på en ny måde. Fonden støtter projekter, der arbejder over grænser, og det giver særlige udfordringer og måske muligheder i en tid, hvor grænserne er fysisk lukkede.
Fonden modtager og behandler ansøgninger normalt i coronatiden. Den næste ansøgningsfrist for projektstøtte er den 4. maj 2020 og svarene udsendes ca. 7 uger efter fristen.
Corona-restriktionerne har som sagt begrænset mulighederne for at samarbejde og formidle projekter over landegrænser. Vi ser derfor gerne ansøgninger til projekter, hvor der arbejdes med digitale og andre alternative løsninger i stedet for fysiske møder og aktiviteter. Ligesom før, er vi åbne over for forskellige perspektiver og fortolkninger af det nordiske og ser gerne, at den nordiske relevans kan udfoldes og indgå i projekterne på forskellige måder.
Idet der i mange lande stadig er usikkerhed omkring varighed af restriktionerne, vil fonden fortsat være fleksibel ift. ændringer i projekternes indhold og tidsplaner efter ansøgningstidspunktet. Ifølge kriterierne skal projekterne afvikles senest to kalenderår efter det år, at støtten blev bevilget, hvilket giver mulighed for en langsigtet og forsigtig planlægning af aktiviteterne. Som altid vil det også være muligt, at få forlænget projekterne ud over de to år, hvis det viser sig at blive nødvendigt.
Opstart er Nordisk Kulturfonds investering i nye kunst- og kulturprojekters første faser, så projekters nordiske ambitioner kan styrkes. Opstart støtter aktørernes fælles udvikling af lovende projektidéer.
Opstart søges typisk til rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med møder i Norden. Pga Coronasituationen vil fonden i 2020 i højere grad kunne støtte andre omkostninger, fx honorarer, materialer eller andet nødvendigt for at gennemføre projektet. Dette betyder at honoraret maksimalt kan udgøre op til 20.000 DKK af projektets udgifter frem til 31. August 2020. Herefter kan honoraret maksimalt udgøre 1/3 af projektets samlede udgifter.
Opstart kan søges om op til 25.000 DKK og du får svar på din ansøgning inden for 20 arbejdsdage. Projektaktiviteterne kan starte efter at du har modtaget svar fra os, dvs. mindst 20 arbejdsdage fra indsendt ansøgning. Projekt skal som udgangspunkt være afsluttet inden for ét år fra projektets startdato. Grundet Coronasituationen gælder dette dog ikke for projekter som ansøges om i 2020.
Udfyld og indsend din ansøgning på Min Side