Kunsten kan åbne verden – Portræt af Eline Sigfusson

En mand. Og helst en finne. Det var det, man sagde, de var på udkig efter i Nordisk Kulturfond, da en stilling som seniorrådgiver blev slået op i 2013. Eline Sigfusson var hverken det ene eller det andet, men hun søgte alligevel stillingen – og fik den. I august 2013 byttede hun så sit job som konsulent i Kulturstyrelsen ud med posten hos fonden. Med sig havde hun erfaringer indenfor rådgivning, projektledelse og kommunikation. Og så havde hun sine ben solidt plantet i musikverdenen, hvilket hun selv mener, var afgørende for, at stillingen blev hendes.

Fingerspidsfornemmelsen for kunsten var fintunet fra barnsben, og kunst ikke bare noget, hun har siddet og forvaltet eller haft et teoretisk forhold til. Hendes hjerte banker varmt for den. Og det har banket i takt med den, siden hun blev født, for Eline Sigfusson kommer fra et hjem fuldt af kunst og musikere. Faren er ud af en musikalsk familie, cellist og musiker i Sønderjyllands Symfoniorkester. Eline spillede også violin som barn og sang i kor: ”Mit barndomshjem var stærkt præget af musikalsk udfoldelse. Jeg gik med til koncerter, også som helt lille. Det var musik på højt niveau og med professionelle artister. Jeg fik en meget tydelig fornemmelse af kunst allerede dengang.”

Det lå i kortene, at Eline selv skulle gå musikkens vej og blive sanger, men i stedet søgte hun ind på Musikvidenskab på Københavns Universitet. Herefter fulgte en stilling som Promotion Manager på musikforlaget Edition Wilhelm Hansen, hvor hun arbejdede sammen med nogle af tidens helt store komponister og var helt tæt på deres skabelsesprocesser. Derfra kom hun til stillingen i Kulturstyrelsen og siden hen altså Nordisk Kulturfond. Først som seniorrådgiver og derefter som vicedirektør.

Nordisk Kulturfond har siden 1966 arbejdet for at styrke det kulturelle samarbejde mellem Danmark, Finland, Island, Norge Sverige samt Færøerne, Grønland og Åland. Arbejdet drives af et sekretariat, hvor ansættelsestiden er begrænset til højst 8 år. Gennem sine 8 og et halvt år i Nordisk Kulturfond har Eline Sigfusson for sin del arbejdet for at gøre fonden mere tydelig, mere udadvendt og mere proaktiv. ”Jeg ville have, vi skulle være mere end bare et forvaltningsorgan. Fonden skulle være værdiskabende, ikke bare et kontor, hvor vi sad og behandlede ansøgninger,” siger Eline om sine visioner, som hun også indarbejdede i den strategi, hun stod i spidsen for og første gang præsenterede for fondens bestyrelse i 2019.

Kulturen er grænseløs og skal blive ved at være det, lød det blandt andet i strategien. ”Det har ligget dybt i mig fra starten, at selv om fondens udgangspunkt er Norden, så er det Norden i sammenhæng med resten af verden. Kunsten er i sin natur grænseløs. Der er forkert at lukke den inde. Vi skal ikke bare operere nationalt. Vi skal skabe de bedste omstændigheder for international kunstnermobilitet og kunstnerisk frihed. Det er vigtigt signal at sende fra Norden: At vi vil hele verden.”

Kort fra tanke til handling

Med Eline Sigfusson bliver det ikke bare ved ord og hensigtserklæringer. Af kolleger beskrives hun som praktisk, driftig og initiativrig. Der er ikke langt fra idé til handling, og med stort humør og tilsvarende energi får hun ting til at ske. Nordisk Kulturfonds direktør Benny Marcel siger: ”Eline har mange styrker. En af hendes forcer er, at hun simultant forholder sig strategisk og operativt til de udviklingsopgaver, hun står i spidsen for. Eline mestrer kunsten at være arkitekt og håndværker samtidigt.”Et eksempel er fondens tematiske program Globus, som skal give kunstnere og kulturudøvere nye muligheder for at søge støtte til projekter, der rækker udover Norden. Benny Marcel siger: ”Eline er dybt forankret i, hvad kunstneriske processer, videnskab og moderne forskning betyder for udfordringerne i vores samfund i en nordisk og global kontekst, for eksempel i forhold til FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.”

Benny Marcel fremhæver også, at Eline har evnen og den kreative begavelse til at få en lokal aktør til at føle og forstå, at denne indgår i en større meningsskabende sammenhæng. Det har styrket fondens møder med de forskellige aktører på lokalt, regionalt, nationalt og globalt niveau, som arbejder med nordisk kultursamarbejde. ”Eline har i samspil med kollegerne i fonden – og med stor forståelse for bestyrelsens fremsynede sigtelinjer – skabt balance i fondens arbejde og været med til at gøre det muligt for Nordisk Kulturfond at være helt på forkant.”

Det er ikke kun i kraft af hendes arbejde i fonden, at Eline Sigfussons historie er vævet sammen med Norden og dens kunst. På kirkegården i Reykjavik ligger hendes oldefar – den islandske komponist Sigfús Einarsson – begravet: ”Min oldefar komponerede musik, skrev salmer, underviste, grundlagde flere kor og var med til at forme kulturlivet på Island. Da jeg ledte efter hans grav og fortalte, jeg var hans oldebarn, blev jeg mødt af respekt og stor glæde. Han blev dansk gift, og min farfar flyttede til Danmark for at studere på Det Kgl. Musikkonservatorium. Jeg tror, Sigfús ville have været glad for det arbejde, jeg laver,” siger hun og siger så: ”Vi nordiske folkeslag har en kerne i Norden – et gammelt og dybdegående fællesskab, der gør, at vi kan blive større sammen. Det er fantastisk. Men det må ikke blive en sovepude. Vi må ikke blive for indadskuende og nordisk nationalistiske. Vi må ikke lukke og låse os selv i det nordiske. Vi skal spørge os selv, hvordan Norden kan udvikle sig i samarbejde med resten af verden. Det er dét, der er det virkeligt interessante.”

Nye veje for kunsten og kulturen

Hun vil brede kunsten ud og nedbryde ikke bare de internationale grænser, men også grænserne mellem indenforskabet og udenforskabet – to til lejligheden hjemmelavede begreber. ”Der findes en masse kunst, vi ikke ser, og som ikke bliver opfanget af de gængse systemer. Der findes kulturelle entreprenører, som arbejder kunstnerisk, og kunstnere, som måske agerer inden for det sociale område eller i sundhedssystemet. De er ikke med i indenforskabet, men dem skal vi have fat i. Jeg har arbejdet meget for at gøre fonden mere risikovillig til fordel for kunsten. Der er ikke mange, som tør støtte noget, som måske endnu bare er på intentionsplan, men vi besluttede i fonden, at vi godt ville gå forrest. For hvis vi gjorde det, ville andre måske følge trop i håb om at få flere kunstnere inviteret indenfor,” siger hun.

Kunsten og kunstnerne skal have de bedst mulige betingelser, mener Sigfusson. Grænser skal nedbrydes. Der skal gøres op med vanetænkning, lukkede klubber og skrankepaveri. Eline Sigfusson vil have ekstrem åbenhed og støtte forudsætningerne for, at kunsten kan udfolde sig. ”Hvis kunsten og kreativiteten gør vores verden større, hvorfor bliver kunstnernes og kulturinstitutionernes manøvrerum så hele tiden mindre?” spørger Eline Sigfusson på hjemmesiden for tænketanken Anordic, som er det projekt, hun skal i gang med efter Nordisk Kulturfond – kunstens første nordiske tænketank for viden, debat og handling.

Der er noget med tiden og kunstens rolle i samfundet, der skal nytænkes, siger hun: ”Traditionelt har kunsten spillet en vigtig rolle for opbygningen af samfundet, men nu er den mere et redskab, et konkurrenceparameter, sådan noget vi bruger til at tiltrække turister. Vi har en kulturpolitik, som som tit ender med at handle om effektivitet og registrerbare parametre. Vi har fået lavet alle mulige tunge systemer rundt om kunsten, og vi vil måle på den. Men det kan man ikke, og derfor bliver der skåret i støtten til den.”

Et af Eline Sigfussons mål for Anordic er at opfinde en ny måde at tale om kunst på og andre enheder at måle den i og at bringe kunstverdenens praksis og den politiske virkelighed tættere på hinanden: ”Vi skal ikke kun dokumentere med tal. Tal er bagudrettede – noget, der er sket. Tal kan ikke beskrive det, der kommer til at ske. Vi skal være ukonventionelle, og vi skal have rusket op i kulturpolitikken, så den bliver relevant for vores tids kunst og kunstnere.”

Passion er det første ord, der melder sig hos Eline Sigfusson, når man spørger til hendes arbejde. Og også det første man tænker på, når man hører hende tale om det. Hun er kendt for sin ildhu og entusiasme, og hun er kunstnernes ambassadør i en verden, der ikke altid agerer på deres præmisser. Hun ved det, fordi hun kender deres verden indefra: ”Jeg har hele mit liv set kunstnere arbejde vedholdende med deres værk. Uendelig koncentration og bittesmå finesser i timer, dage, uger, år. Vi har en forventning om, at de her kunstnere også skal være opsøgende og udadvendte. Det synes jeg, er forkert. Det er systemerne, der skal være sådan.”

Hvis nogen skulle finde på at sige, at kunst og kultur er kedeligt, hvirvler Eline gennem lokalet og fjerner et hvert eventuelt spor af støv. Kunst er levende, væsentlig og nødvendig for os mennesker, mener hun: ”Kunsten tilbyder et refleksionsrum. Den kan udvide vores horisont og invitere os ind i et uventet fællesskab med mennesker fra den anden side af kloden. Den kan vise os noget, vi ikke ventede at se. Helt i modsætning til eksempelvis Facebook, hvor vi bliver præsenteret for det, vi allerede kan lide og kender i forvejen. Kunsten kan også pege ind i fremtiden, fordi den konstant eksperimenterer og stiller spørgsmål ved det etablerede. Den kan tilbyde os en ny måde at gå ud i verden på og vise os andre handlemåder. Alle burde opleve kunsten. Kunsten kan åbne verden.”

Af Signe Wulff