Netværksmødet ‘Curated Conversations’ samlede deltagere fra alle de nordiske lande til at diskutere to centrale emner i nordisk kulturpolitik: armslængdeprincip og kunstnerisk kvalitet.
Mødet blev arrangeret af tænketanken a/nordi/c i samarbejde med Nordens Hus på Færøerne og Nordisk Kulturfond som led i et større tværnordisk partnerskabsprojekt. På mødet deltog forskere, kunstnere, kulturjournalister og repræsentanter fra kunstinstitutioner, der på hver deres måde arbejder med kunst og kultur. Gennem eksperimenterende samtaler – og workshopformater – skulle samtalerne kaste nyt lys over to udvalgte emner: armslængdeprincippet og kunstnerisk kvalitet.
Med kunstneriske greb iscenesatte teaterkompagniet Fix & Foxy desuden dele af samtalerne for at undersøge og nytænke løsninger på de dilemmaer, der findes i kunst og kulturpolitik på tværs af landegrænser og kulturer. Det indebar eksempelvis en køretur ud til et kultursted, hvor deltagerne mødte lokale kunstnere og kulturaktører til en snak om kulturlivet og kunstens vilkår på Færøerne.
På baggrund af samtalerne blev der udarbejdet et diskussionspapir, som publiceredes efter mødet.
Mødet er første led i et løbende partnerskab mellem centrale nordiske kulturaktører, der frem mod 2024 vil afholde en række kulturpolitiske netværksmøder, som skal sætte kunstens vilkår og møde med kulturpolitik på dagsordenen. I partnerskabet indgår Tænketanken a/nordi/c, Kulturcentrum for Sverige og Finland Hanaholmen, Nordens Hus på Færøerne, Nordens Hus i Reykjavik, Nordens Institut på Åland, Nordens Institut i Grønland og Nordisk Kulturfond.
Formålet med partnerskabsprojektet er at skabe en ny type dialog og vidensdeling på tværs af kulturpolitikkens og kunst- og kulturfeltets forskelligartede aktører og at skabe rum for en kvalificeret diskussion om kulturpolitikkens udvikling i et lokalt/regionalt, nationalt og nordisk perspektiv.
Det andet møde i partnerskabet fandt sted i november på Hanaholmen i Finland. Det er projektets ambition, at der skal afholdes ét møde på hver af de kulturhuse/kulturinstitutioner, som indgår i partnerskabet.
I forlængelse af netværksmødet inviterede Nordens Hus på Færøerne og Nordisk Kulturfond til et informationsmøde om nordisk kultursamarbejde og Nordisk Kulturfonds støtteprogrammer. Samtalen afholdtes på Nordens Hus den 14. juni kl. 16-17.30.