Nordisk Kulturfond deltager ved IFACCA’s (International Federation of Arts Councils and Cultural Agencies) 10. topmøde om kunst og kultur i Seoul, Syd-Korea d. 27.-30. maj. Fonden er affilieret medlem af IFACCA, og samarbejder desuden aktuelt med netværket om et Fellowship-program indenfor rammerne af Globus.
IFACCA’s World Summit on Arts and Culture er et internationalt forum, der samler ledende beslutningstagere, forskere, ledere og udøvende kunstnere fra hele verden. Topmødet finder sted hvert tredje år og arrangeres denne gang i samarbejde med Arts Council Korea (ARKO).
Topmødet byder på et omfattende tredages program, hvor deltagerne inviteres til at udveksle erfaringer og diskutere, hvordan man kan fremtidssikre de kulturelle og kreative sektorer (CCS) – særligt med fokus på den aktuelle og fremtidige digitale og teknologiske virkelighed. Årets program flyver under tre overskrifter: “knowledge systems and agency”, “participatory systems and connectedness” og “digital systems and technology”.
Nordisk Kulturfond er et affilieret medlem af IFACCA og indgik i 2024 et treårigt samarbejde med netværket om et fellowship-program inden for rammerne af fondets Globus-satsning. IFACCA-Globus Fellowship er et hybridt lærings- og udvekslingsprogram for repræsentanter fra udvalgte af IFACCAs medlemsorganisationer. Programmet fokuserer på aktuelle spørgsmål inden for kulturpolitik og effektiv brug af evidens og data til at advokere for offentlig støtte til de kulturelle og kreative sektorer (CCS’er) på nationalt niveau. Derudover har programmet til formål at fremme netværksdannelse mellem de deltagende institutioner ved at facilitere både regionale og internationale peer-forbindelser.
I fellowship-programmets første runde har 21 ”fellows” fra 11 af IFACCAs medlemsorganisationer delt erfaringer og indsigter med hinanden i et 13-måneders udviklingsforløb. Mødet i Seoul markerer således afslutningen på programmets første runde.
Samarbejdet mellem IFACCA og Nordisk Kulturfond har desuden tilrettelagt, at enkelte projekter fra fondets Globus-program skal deltage i mødet og præsentere deres initiativer.
IFACCA (International Federation of Arts Councils and Culture Agencies) er det globale netværk af kunstråd, kulturministerier og statslige agenturer, der arbejder for at fremme kunst og kultur. Netværket har medlemsinstitutioner fra over 70 lande.