Fra 2022 skal Globus udvides med en ny flerårig støtteform. Fondens bestyrelse har derudover udpeget Cecilie Tenfjord-Toftby som formand og Kajsa Ravin som næstformand som led i det svenske formandskab i Nordisk Kulturfonds bestyrelse i 2022-2023.
Globus blev lanceret i foråret 2020 som en satsning, der skulle give kunstnere og kulturudøvere nye muligheder for at arbejde nordisk med fokus på det globale samt søge støtte til projekter, der rækker udover Norden på en mere forudsætningsløs måde end tidligere.
I programmets første to år har fonden gennem pilotprojekter og delprogrammet Globus Opstart indsamlet viden og erfaringer, der nu ligger til grund for det næste skridt i etablering af programmet.
Fondens bestyrelse har besluttet, at fra 2022 vil Globus-programmet udvides med en ny flerårig støtteform. Fonden fortsætter derudover med Globus Opstart og arbejdet med pilotprojekter. Formålet med den flersporede model er at sikre en undersøgende og tværgående tilgang med flere relevante indfaldsvinkler og et alsidigt udtryk i projekterne.
Den nye støtteform forventes lanceret i løbet af foråret 2022. Mere information om det nye delprogram og ansøgningsdatoer publiceres i januar.
Globus er Nordisk Kulturfonds tematiske støtteprogram 2020-2024, der giver kunstnere og kulturudøvere nye muligheder for at søge støtte til projekter, der rækker ud over Norden. I modsætning til fondens andre programmer som Puls, Handmade og Opstart er der i Globus intet kriterium om regionalt samarbejde. Tværtimod vil vi støtte projekter, der ikke kan laves i Norden alene.
På mødet blev også det nye formandskab besluttet. I perioden 2022-2023 har Sverige formandskabet i Nordisk Kulturfonds bestyrelse. Den nye formand er Cecilie Tenfjord-Toftby, og Kajsa Ravin tiltræder posten som næstformand. For første gang i fondens historie er det to kvinder, der står i spidsen for Nordisk Kulturfonds bestyrelse.
Cecilie Tenfjord-Toftby har siden 2008 været medlem af det svenske Riksdagen for Moderaterna. Hun er desuden medlem af Nordisk Råds svenske delegation og ordfører for Udvalget for Velfærd i Norden.
Kajsa Ravin er generaldirektør i Statens kulturråd i Sverige. Hun har mange års erfaring med kulturpolitisk arbejde på lokalt, regionalt og nationalt niveau.
Valget af formandskabet er baseret på en rotationsordning, hvor hvert nordisk land beklæder formandsposten to år i træk. Sverige overtager formandskabet fra Norge, der besad posten i 2019-2021.
Bestyrelsen er Nordisk Kulturfonds øverste myndighed. Bestyrelsens 13 medlemmer udpeges af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Hvert nordisk land repræsenteres af to deltagere, mens Færøerne, Grønland og Åland har én repræsentant.
Læs referatet fra det seneste bestyrelsesmøde d. 25.11.2021 her.