Kunstnerisk frihed er det vigtigste vi har. Sammen med UNESCO har vi derfor samlet en nordisk alliance, der skal styrke det internationale samarbejde om at sikre at kunstnere, kulturaktører, forskere og formidlere kan tænke, producere og formidle kreativt og frit, også når covid19-pandemien ligger bag os.
UNESCO er De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur. Den bidrager til fred og sikkerhed ved at fremme internationalt samarbejde inden for uddannelse, videnskab, kultur, kommunikation og information. UNESCO fremmer vidensdeling og den frie strøm af idéer for at fremskynde den gensidige forståelse og et mere perfekt kendskab til hinandens liv.
Samarbejdet handler både om at fastholde ytringsfrihed i bred forstand i en nordisk kontekst, men i mindst lige så høj grad om at sørge for at samfundskritiske stemmer blandt kunstnere, kulturaktører, forskere og formidlere verden over fortsat har mulighed for at udtrykke sig.
Projektet resulterede i december 2021 i rapporten Critical Voices – UNESCO’s Instruments in Defense of Freedom of Expression of Artists, Journalists and Scientific Researchers, der undersøger ytringsfriheden for kunstnere, journalister og forskere i lyset af covid19-pandemien.